Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Litteraturkreds

JAN
04

Litteraturkreds


Dato Torsdag d. 4. januar 2024, kl. 19:00
Sted Sanderum Kirke, Sanderumvej 129, 5250 Odense SV
Litteraturkreds

Kunne du tænke dig at dele dine læseoplevelser med andre, så kom og vær med i Sanderum Sognegårds litteraturkreds. 

Litteraturkredsen er ledet af sognepræst Susanne Holst.

Temaet for sæsonens bøger er kærlighed. Kærlighed er jo mange ting. Det kan være den romantiske kærlighed, kærlighed mellem forældre og barn, den store kærlighed, den uforløste, kærligheden, som varer livet ud og den fuldkomne kærlighed, som vi kender i Gud. De fire romaner, fortæller på hver sin måde om sider af kærligheden - også den side af kærligheden, som beskrives i 1. Korinterbrev kap.13, som udholder alt, tåler alt og som finder vej i det umulige og måske også forvandler. Kærligheden kan vi ikke være foruden og den kan hele tiden føre os ad nye veje. Selvom emnet er bredt vil vi gennem romanerne blive præsenteret for mange facetter af kærligheden og måske derigennem få nogle diskussioner af, hvad kærlighed er og ikke er. Jeg håber, at vi må få nogle gode samtaler og berige hinanden med vores tanker. 

Litteraturkredsen indledes hver gang med et kort oplæg. Derefter samtale og drøftelse af aftenens bog og tema.

Alle bøger kan købes over nettet eller i boghandel. Der er selvfølgelig også mulighed for at låne på biblioteket. 

Det koster 35 kr. pr. gang for ost og rødvin. Vi slutter af med at spise sammen den sidste gang, her er prisen 50 kr. 

Af hensyn til traktementet vil vi gerne have en tilmelding enten til hele sæsonen eller til de enkelte arrangementer. Tilmelding senest en uge før arrangementet til sognepræst Susanne Holst på tlf. 40751979 eller på mail shho@km.dk


Torsdag d. 4. januar læser vi: Benjamin Koppel: "Annas sang"

Denne nye bog tager sin begyndelse i forfatteren Benjamin Koppels familie, hvor der er en kvinde ved navn Hannah, som de fleste har hørt om men som ingen rigtig kender. Forfatteren tager som voksen kontakt til hende og det viser sig, at de to har musikken til fælles men kontakten giver også forfatteren et indblik i et levet liv, hvor kærligheden har krævet sine ofre.

Hannah bliver nemlig tidligt gift med dén tids kvindesyn betød det, at Hannah må lægge sine musikalske evner og ambitioner på hylden. Som ethvert menneskeliv rummer hendes liv også sorg, glæder og tragedier, men Hannah bevarer glæden og ikke mindst kærligheden til musikken. Det bliver en kærlighed på trods.
Romanen er livsbekræftende, fordi den taler om muligheden af at bevare sig selv og sin passion og sin kærlighed gennem svære tider.