
Kunne du tænke dig at dele dine læseoplevelser med andre, så kom og vær med i Sanderum Sognegårds litteraturkreds.
Litteraturkredsen er ledet af sognepræst Susanne Holst.
Temaet for sæsonens bøger er kærlighed.
Kærlighed er jo mange ting. Det kan være den romantiske kærlighed, kærlighed mellem forældre og barn, den store kærlighed, den uforløste, kærligheden, som varer livet ud og den fuldkomne kærlighed, som vi kender i Gud.
De fire romaner, fortæller på hver sin måde om sider af kærligheden - også den side af kærligheden, som beskrives i 1. Korinterbrev kap.13, som udholder alt, tåler alt og som finder vej i det umulige og måske også forvandler. Kærligheden kan vi ikke være foruden og den kan hele tiden føre os ad nye veje. Selvom emnet er bredt vil vi gennem romanerne blive præsenteret for mange facetter af kærligheden og måske derigennem få nogle diskussioner af, hvad kærlighed er og ikke er. Jeg håber, at vi må få nogle gode samtaler og berige hinanden med vores tanker.
Litteraturkredsen indledes hver gang med et kort oplæg. Derefter samtale og drøftelse af aftenens bog og tema.
Alle bøger kan købes over nettet eller i boghandel. Der er selvfølgelig også mulighed for at låne på biblioteket.
Det koster 35 kr. pr. gang for ost og rødvin.
Vi slutter af med at spise sammen den sidste gang, her er prisen 50 kr.
Af hensyn til traktementet vil vi gerne have en tilmelding enten til hele sæsonen eller til de enkelte arrangementer.
Tilmelding senest en uge før arrangementet til sognepræst Susanne Holst på tlf. 40751979 eller på mail shho@km.dk
Torsdag d. 5. oktober læser vi Ia Genberg: "Detaljerne"
Hvad gør os til de mennesker, vi er?
Forfatteren Ia Genberg forsøger med denne bog, at give sit svar på dette spørgsmål.
Hovedpersonen i bogen er indlagt med en virus, som giver feber. Medens hun venter på at blive rask, føres hun via en bog og en skreven hilsen i bogen tilbage i tiden.
Hun tænker på mennesker og møder hun har haft, hvad de har betydet og hvordan hun oplevede dem og ikke mindst hvordan hun ser på disse møder og mennesker i dag.
Nogle var kortvarige bekendtskaber og andre længere, men på mærkværdig vis har de været med til at forme hovedpersonen.
Som hovedpersonen siger; ”Vi lever så mange liv inden i vore liv, mindre liv med mennesker, der kommer og går, venner der forsvinder, børn der vokser op, og jeg forstår aldrig helt, hvilket af mine liv der er selve rammen”.