Litteraturkreds

JAN
21

Litteraturkreds


Dato Torsdag d. 21. januar 2021, Kl. 19:30 til kl. 21:30
Sted Sanderumvej 129, 5250 Odense SV
Litteraturkreds

Kunne du tænke dig at dele dine læseoplevelser med andre, så kom og vær med i Sanderum Sognegårds litteraturkreds.  

Litteraturkredsen er ledet af sognepræst Susanne Holst.

Temaet for sæsonens bøger er omsorg og ansvar.
Alle partier i Folketinget har i deres program et ønske om, at arbejde for den etiske regel ”frihed under ansvar”. Det er også, hvad Jesus lærer os. Han siger det på denne måde ”Du skal elske din næste som dig selv”. Vi har frihed til at vælge for vores liv, så længe vi gør det under hensyn til vores næste. Enkelt! Men i dette råderum er der mange muligheder for at gradbøje og gå vild. De udvalgte bøger til denne sæson handler hver på sin måde om dette emne. Jeg håber, at vi sammen må få nogle gode læseoplevelser og berigende samtaler om ansvar og omsorg.

Litteraturkredsen indledes hver gang med et kort oplæg. Derefter samtale og drøftelse af aftenens bog og tema.

Det koster 35 kr. pr. gang for ost og rødvin

Af hensyn til traktementet vil vi gerne have en tilmelding enten til hele sæsonen eller til de enkelte arrangementer.

Tilmelding senest en uge før arrangementet enten til kirkekontoret tlf. 66173031  eller mail shho@km.dk

Vi er kortvarigt smukke her på jorden  

Ocean Vuong er en ung amerikansk-vietnamesisk mand, som med denne bog med ét er slået an som forfatter. Han fortæller ud fra sit eget liv om bogens hovedperson kaldet ”Lille hund”, der forsøger at finde sine rødder, forstå sine nærmeste, deres traumer og deres følelser. Bogen er skrevet som et brev til hans mor.
Igennem bedstemorens fortællinger hører han om bedstemorens prostitution under Vietnamkrigen, om moderens posttraumatiske stress og krigen, som de oplevede den gang i Vietnam, før de kom til USA.

Bogen beskriver på en poetisk og skarp måde indvandreres virkelighed, hvor generationer bogstaveligt talt ikke lever i samme verden men følelsesmæssigt er tæt forbundet.

En skildring af afhængighed og identitet og hvor tæt vi er forbundet med vores ophav på godt og på ondt midt i den omsorg blev givet eller ikke givet.