Sogneaften om Kong Herodes

JAN
07

Sogneaften om Kong Herodes


Dato Torsdag d. 7. januar 2021, Kl. 19:00 til kl. 21:00
Sted Sanderumvej 129, 5250 Odense SV
Sogneaften om Kong Herodes

Kærlig hilsen Kong Herodes - fra herskeren, der stadig hvisker til os. 

Få den fascinerende historie om den jødiske konge, der i Bibelen ville dræbe alle drengebørn i Betlehem for at komme Jesus til livs. Men hvem var han, Kong Herodes?  

TV-journalist og rejseleder Rasmus Birkerod giver os indsigt i en hersker, der var både ond, skrupelløs og en visionær politiker, der med sine gigantiske byggeprojekter afslørede, hvordan han tænkte, når han skulle balancere mellem at være jøde og ven af den romerske kejser Augustus.  

Indsigt i Herodes´ verden giver os også et mere nuanceret billede af den verden, som Jesus voksede op i. Historien om Kong Herodes er en historie om en fremragende politiker, en ven af Kejser Augustus - og en grundlæggende historie om ondskab, skønhed og totalt vanvid. 

Traktement 35 kr.

Barnemordet i Betlehem

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Barnemordet i Betlehem beskrives i Matthæusevangeliet, kapitel 2, vers 16-18:

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:

Rama høres råb,

gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste,

for de er ikke mere.

Herodes den Store slog børnene ihjel for at få ram på Jesus, som ifølge de vise mænd og Mikas Bog ville blive en stor hersker – og dermed konkurrent til Herodes, som i øvrigt også slog flere medlemmer af sin egen familie ihjel af samme grund.

Det beskrives specifikt, at denne begivenhed foregik i landsbyen Betlehems opland og i selve Betlehem, som sandsynligvis var en ret lille landsby. Den byzantinske liturgi beretter om 14.000 myrdede børn og en tidlig syrisk liste over helgener siger, at der var 64.000, mens middelalderlige forfattere angiver op til 144.000 ofre. Den engelsksprogede romersk-katolske encyklopædi Catholic Enclopedia siger, at dette antal sandsynligvis er meget opblæst, og at i en by af den størrelse ville kun mellem seks og tyve børn være blevet slået ihjel.