Hvorfor lade sit barn døbe?

 

Dåbsprocenten er faldet på landsplan. Forældre, som ikke lader deres børn døbe argumenterer med, at de synes barnet selv skal vælge, når det bliver voksent. Det er ikke et aktivt fravalg af troen, men et tilvalg af barnet som selvstændigt individ, der er den primære årsag til, at forældrene fravælger dåben.

På den måde kan man sige, at det ligger helt i tråd med vores øvrige måde at forholde os til livet og eksistensen på. Vi vil gerne selv tage vores valg for livet og har en tro på at ved at vælge alt selv, så får vi en bedre pakke, end ved at indgå i en tradition og dét tidligere genrationer har valgt.
Det er næsten blevet et mantra, at man skal mærke efter i sig selv – underforstået, at dér ligger sandheden. Men det er ikke sikkert, at det at vælge sammenhængen og traditionen fra er det rigtige.

Den historiske, slægtsmæssige og religiøse sammenhæng er vigtigere, end vi lige vil være ved. Det er hårdt at stå ude i det åbne land alene og hele tiden selv skulle vælge alting og stå inde for det. Der er en stor lettelse i at træde i andres fodspor og der er også en stor styrke i, at have en hel tradition og slægt med sig.

Når vi står til dåb med et lille barn, er slægten og familien samlet. Vi træder som forældre ind i en sammenhæng, hvor vores forfædre også stod med deres børn. Vi træder ind i en tro, som knytter bagud til de tidligere slægter før os og til en tro, som har formet vores liv og vores samfund.

Ved dåben knyttes der faddere til barnet. Man vedkender sig som forældre, at der er brug for, at der nogen som bærer med på den her fantastiske gave som det lille barn er. Der er andre, der får til opgave sammen med én at opdrage barnet i alt det væsentlige i livet; værdier, tro, håb og kærlighed. Et barn er båret af mere end det at få mad og tøj, lære at spise og sove osv. Mange slægter før os har haft brug for at få Gud knyttet på den store opgave som et barn er og at høre, at Jesus vil være med barnet alle dage til verdens ende og at Hans evige liv nu også er barnets.

Når et barn døbes beder hele menigheden med på barnets bøn, Fadervor. Altså her er barnet ikke bare i en slægts sammenhæng men også en trossammenhæng. Barn og forældre er ikke alene, men er føjet ind en række af mennesker, som tror sammen med os på livets Gud. Det fælles Fadervor knytter sammen med sogn og de fra sognet, som sidder på bænken den dag ens barn døbes.

I dag tror vi, at vi selv skal opfinde vores historie, vores tradition, dem vi vil være sammen med, vores tro, vores værdier m.m. Det gør selv den bedst træt og stresset, som et tungt åg, der hviler på skuldrene af én. Hvorfor ikke lytte til Jesu råd om at tage hans åg på sig. Hans åg er troen, hvor man i ydmyghed giver sig over til livet og det, som er større end en selv. Hvad så større? Det er Gud med hans kærlighed og løfter.

For tiden er der en one liner som kører på nettet. Den hedder ”It takes at village to raise a child” – ”Der er en hel landsby om et barns opvækst”. Det er jo sådan det er! Vi tror som forældre, at vi kan tage alle de rigtige beslutninger for vores barn, men glemmer alle dem omkring os, som kan hjælpe os med at bære. Her er kirken også en kraft, som hjælper forældre med at bære! Du er ikke alene om ansvaret. Gud bærer med og det har slægter før dig sandet er rigtigt og godt.

 Sognepræst, Susanne Holst

 

 

 

 

Hvad har nadver med Asterix og Obelix at gøre?

Da jeg skulle gøre begribeligt for 350 konfirmander, hvad nadveren er og gør, greb jeg til tegneserien Asterix og Obelix.

De fleste kender tegneserien, hvor Obelix er stor og stærk, fordi han faldt i trylledrikken som lille. Vennen Asterix er lille og ikke særlig stærk, men hver gang de skal ud at kæmpe mod deres fjender, romerne, så får Asterix lidt af trylledrikken og bliver stærk som Obelix. Dog får han så lidt trylledrik, at han må skynde sig hjem, når trylledrikken mister sin kraft og han bliver svag igen.

Jesus tog den sidste aften før sin korsfæstelse brødet og vinen og delte det med disciplene og sagde, at sådan skulle han deles for dem næste dag. Derpå sagde han, ”her efterdags når I kommer sammen om mig så del brødet og vinen med hinanden”. Derfor om søndagen, når vi kommer sammen om ham, så deler vi brødet og vinen.

Men, hvad gør nadveren? Ja, her er det, at tegneserien kan komme os til hjælp. For nadveren er ikke en trylledrik, men Jesus har lagt sig selv i brødet og vinen og når vi tager det, så får vi noget af hans kraft i os.

Hvad er det for en kraft?

Jo, alle mennesker tænker på sig selv. Hvis vi er sammen med et menneske, som kun tænker på sig selv, så er det ikke særligt rart. Jesus kom for at lære os at tænke på hinanden, være omsorgsfulde mennesker, der kan tage hensyn. At blive sådanne mennesker, kan vi ikke af os selv. Det kræver Guds kraft.

Ligesom Asterix må have lidt trylledrik til kampen mod fjenderne, må vi have nadveren til kampen med os selv. Vi kan ikke sige, ”jeg har taget nadveren en gang for alle” – som Obelix – nej, vi må gå hen og få den igen og igen.

Jesus har indstiftet nadveren og givet os den som et middel til hjælp mod alt ondt og til styrkelse og til tilgivelse i vores liv. Derfor giver det mening at gå til nadver.

Sognepræst Susanne Holst