Af Jesper Moll

Vejen til en sjælesorgssamtale med præsten kan for nogle være så lang, at selv ikke livets hårdeste slag er nok til, at man opsøger sin lokale sognepræst. Et nyt tilbud om online sjælesorg, "Sjælesorg på Nettet", skal gøre vejen en smule kortere med hjemmesiden www.sjælesorg.nu, der 1. februar 2017 åbner for besøg.  

Den nye hjemmeside er lavet sådan, at man fra sognenes egne hjemmesider kan komme i kontakt med en præst fra teamet bag "Sjælesorg på Nettet". I sidste uge modtog alle menighedsråd en vejledning til, hvordan det kan lade sig gøre. 

- "Sjælesorg på Nettet" gør det muligt at kontakte en præst på sjælesorg.nu for at få sjælesorg, enten gennem chat eller samtale fra smartphone, iPad eller computer. De næste tre år skal projektet implementeres i folkekirken. Det har vi brug for jeres hjælp til, skrev biskop og formand for projektet Henning Toft Bro til menighedsrådene.

Online sjælesorg er et supplement
Hjemmesiden er et supplement til den klassiske samtale mellem en præst og et sognebarn, og Landsforeningens formand, Søren Abildgaard, ser nye muligheder for folkekirken med projektet:

- "Sjælesorg på Nettet" skal ikke erstatte det personlige møde og den fortrolige samtale. Men det er med til at give nye muligheder for, at folkekirken kan møde mennesker, hvor de er. Det gælder også på nettet, som for mange giver en nemmere adgang til at komme i kontakt med en præst, siger han.

 

 

Sjælesorg betyder omsorg for sjælen. Sjælesorg er en gratis fortrolig samtale med en præst.

På sjælesorg.nu kan du chatte eller tale over nettet med en præst om eksistentielle temaer, tab, sorg, mobning, kærlighed, om tvivl og tro. Eller om brud efter skilsmisse, ensomhed, præstations- og eksamensangst eller følelsen af ikke at være god nok eller svære personlige valg.  

Sjælesorg er omsorg for sjælen, og det er en mulighed for at tale med et andet menneske om lige præcis det, som du går og tumler med. Præsten er en erfaren samtalepartner, et medmenneske som lytter, trøster og tager dig alvorligt.

Du behøver ikke være medlem af folkekirken, kristen, eller tro på Gud for at tale med en præst.