Præstens hjørne

Eksklusion og inklusion

Måske husker du den norske forfatter Knut Hamsun, som var norsk national helt, indtil han under 2. verdenskrig, som en ældre herre, begyndte at vise sympati for nazismen. Lige siden har man diskuteret, om man kan anerkende hans romanværk – kan vi læse hans romaner udenom hans forkerte stillingtagen til nazismen.

Diskussionen er blusset op igen samtidig med black matter diskussionen, som jo handler om, at de sorte føler sig forurettet af de hvide. Begge diskussioner handler om eksklusion. Og vi kan komme i tanke om mange flere af slagsen, som florerer i dag. Tænk blot på nedrivning af statuer af prominente personer. De rives ned, fordi person, som statuen afbilleder, har vist sig at stå for nogle synspunkter, der anses for forkerte i dag.

Det kan også nævnes som eksempel på eksklusion diskussionen, hvorvidt en filmrolle om et menneske med en diagnose kan spilles af en, som ikke har diagnosen - som det f.eks. skete i filmen Rain-man.
Alt nævnt handler dybest set om, at nogle skal ekskluderes fra noget.

Da de sortes rettigheder blev taget op af Martin Luther King, talte han om, at alle mennesker er lige og alle skal kæmpe for en verden, hvor der er frihed for alle og plads til alle. Det var en fælles kamp med et fælles mål. Den slags kampe virker til at være hørt op. Nu kæmper hver lille gruppe for sine særlige interesser.

I kristendommen er der en fælles kamp og et fælles mål. Den fælles kamp er at bekæmpe ondskaben med alle dens forskellige ansigter - deriblandt eksklusion af sit medmenneske. Det fælles mål i kristendommen er et fællesskab fuldt af kærlighed, som vi har set det komme til udtryk i Jesus Kristus.

De første kristne blev kendte på den praksis.
I antikken, hvor kristendommen begyndte, var der masser af interesseorganisationer. Mange forskellige religioner, som man kunne være med i og dyrke. Alt var tilladt, blot man tilbad kejseren. Men der var også stor ulighed. Rig-slave, synder-retfærdig, farisæer-hedning. Man kunne hurtigt kategorisere og lukke ud. Det er derfor vi kan høre i de bibelske tekster, at de bebrejder Jesus, at han spiser sammen med syndere, for han hører ikke til i den kategori, men derimod til de fromme og troende, som skal holde sig fra synderne.

Jesus taler alle disse kategorier imod og siger, ”de raske har ikke brug for læge, det har de syge”. Jesus sætter kærligheden først. Det er den, det hele handler om og ikke om vi kan dyrke fællesskab med den eller den eller anerkende hin eller anden. Det vigtige er ikke kategorierne, men det at vise kærlighed, medmenneskelighed og forståelse.

Udgangspunktet er det fælles. ”Hvem er syndfri til at kaste en sten?” Ingen. Nå, så er der da noget, vi er fælles om, lad os tage udgangspunkt i det.

Lige nu går der et citat på facebook, som lyder: lad være med at bebrejde og dømme nogen, du ved ikke, hvad de har været igennem. Det er jo en tidstypisk bemærkning. I dag, hvor vi ved, hvor meget det betyder for ens videre liv, hvordan barndom har været, oplevelser af traumatisk karakter i livet har at sige osv.

Det kan også blive en sovepude, som en sagde; ”Selvom den og den har haft en svær barndom, skal han/hun opføre sig ordentligt, ligesom alle vi andre”.

Ordentlighed det er det, vi er kaldet til, som kristne. Og det er ikke ordentlighed at ekskludere, det er derimod at inkludere.

Se tegningen ved denne artikel. Alle får betyder noget, står der på skiltene, som fårene står med. Det er derfor, at Jesus er ved at redde det får, som hænger ud over kanten. Den kamp må vi alle være med i sammen i stedet for at skubbe yderligere til den faldne.

Sognepræst
Susanne Holst

 

”Me too”

Lige nu, hvor kirkebladet forberedes, tales der om sexisme og overtrædelse af grænser.
Jeg tror, vi alle deltager i debatten. Anklagerne stopper næppe ved de tre offentlige personer, som står anklaget.
Hvad skal vi tænke om det? Hvordan skal vi forholde os til det?

Vores grænser og normer flytter sig hele tiden. Nogen synes, at verden går af ”helvede” til og andre mener, at vi hele tiden arbejder hen imod en ny og bedre verden. Det er statistisk bevist, at fattigdom er blevet mindre. At læring og skolegang er tilbudt til flere ud over verden og meget mere kunne nævnes af tydelige forbedringer.

I vores eget lille land var der engang bønder, som skulle trælle under herremanden, som vi så det gengivet i filmen ”Pelle Erobreren”. Der blev holdt slaver. Man slog sine tjenestefolk og man slog børn. Revselsesretten blev først ophævet i 1985 og i skolerne i 1967. Socialhjælpen skulle der tigges om ved sognefogeden og der var ikke nogle bestemte regler og ligeret osv.

Meget er sket siden den gang. Mon ikke at hvert skridt, som blev taget på at forbedre forholdene for den enkelte, har vagt forargelse, diskussion og mangen udveksling af synspunkter? Nu er disse samfundsforbedringer på plads og ingen af os kunne tænke os tilbage og alle er vi glade for den fremgang som der har været inden for ligestilling, hensyn og ansvar for den enkelte og varetægt af børns tarv.
Nuvel vi ved alle det kan gøres bedre og vi kan alle komme i tanke om eksempler på fattigdom, dårlig vilkår for børn, magtmisbrug osv. Det er det sidste, vi diskuterer lige nu. Hvor langt kan en mand gå i tilnærmelser over for en kvinde, før hun føler sig krænket og udnyttet. Det skal vi nu diskutere og vi håber blot på, at der ikke er for mange som skal ”hænges til tørre” med store menneskelige konsekvenser til følge. Heksejagten fik vi jo afskaffet i 1693 eller gjorde vi? Dog så må der altid et opgør til. Noget må smides væk for at nyt kan komme til. Som Jesus sagde, ny vin på ny sække. For er det gamle sække, som bruges, så springer den ny gærende vin dem.

I det hele taget gør vi klogt i at lytte til Jesus, kærlighedens ophav og al livs vækst.

Han sagde jo, at han kom med Guds rige, for at skabe en ny himmel og en ny jord. Gøre alt nyt. Et sted, hvor kærlighed bor.

Indtil Jesus kom var det de ti bud, som gjaldt. De var vokset, så farisærene en særlig from gruppe af befolkningen, havde øget de ti bud til 613. Der var regler om alt. Hvordan man skulle holde helligdagen hellig. Hvad man måtte gøre med en person, som havde været utro. Hvad forældre kunne kræve af deres børn, som de skulle adlyde. Reglerne var blevet til et rent helvede, hvor man gik rundt og holdt øje med hinanden og kastede med sten ved enhver given lejlighed.

Det talte Jesus imod. Han var ikke imod loven, sagde han, men han var imod den ukærlighed, som man brugte i forhold til den. Skulle en syg ikke have lov til helbredelse på en helligdag? Skulle barnet ikke høres? Skulle den utro ikke kunne tilgives? Jo, kærligheden måtte komme først, sættes helt forrest. Men han vidste godt, vi havde svært ved det. Til hver en tid kunne en grænses overskrides bare, fordi man nu lige havde lyst. Der måtte noget til at holde os fast. Det blev så Jesu kærlighed. Han som døde og opstod for os alle, som rakte tilgivelse og evigt liv gennem sin opstandelse og åbnede døren ind til Guds himmel. Så vi fra nu af kan bede om hvad som helst i Jesu navn og Gud vil bønhøre os. Så har vi altså en kilde at gå til, hvor vi kan hente visdom til at vælge det rette også i en debat, som lige nu florerer og måske kan give os nye fremskridt. Og er vi en af dem, som overskrider grænser og det er vi nok på det ene eller andet område, så kan vi bede om hjælp, som vi gør i Fadervor, hvor vi beder om ikke at blive ledt i fristelse og om, at Gud må fri os fra det onde.

Guds rige er på vej midt iblandt os. Ja, det er her nu, midt i al det, som trænger til forandring. Hver dag bryder Guds rige frem og vi kan kun bede om, at få øjne til at se det og visdom til at gå i den retning, som er udpeget for os. Så loven ikke bliver til fordømmelse men opbyggelse fordi den har kærligheden og respekten og ansvaret for den enkelte som retningslinje.

Sognepræst
Susanne Holst

Plejehjem og værdi på mennesket

Balladen om plejehjem og dårlig behandling af plejehjemsbeboere har netop været oppe i medierne efter en skjult optagelse. Tydeligvis var der nogle blandt plejehjemspersonalet som ikke gjorde det, de skulle.

Vi ved alle, at den sag har mange sider. Det handler ikke om at hænge nogen ud og straks selv føle sig mere retfærdig. Det handler både om dårlig bemanding, at vi presser arbejdstempo m.m. Det handler måske også om et område, som vi her i kirken behandler nemlig måden, hvorpå vi anskuer livet, medmennesket og vores opgave hver især, såfremt vi bekender os til den kristne tro.

Det er hævet over enhver tvivl, at Jesus viste os, at hvert enkelt menneskeliv har værdi og som sådant skal behandles værdifuldt. Han mødte fattig og rig, synder og retfærdig, kvinde og mand, barn og voksen og han gjorde ikke forskel. Han sagde ikke, dette menneske må selv bære sin skyld, sin sygdom og sit liv. Nej han tog og bar og hjalp, der hvor der var et ønske og et behov. Så holdt han sine pauser. Gik op i bjergene alene. Satte sig og bad til sin fader i himlene for at få kræfter på ny.

Selv sagde han, jeg kommer med Guds riget. Hidtil havde man set Guds riget, som himlen, hvor Gud er, nu bragte han himlen ned på jorden.

Det fik den lamme at mærke, som han helbredte og nu kunne tage sin seng og gå hjem. Det fik den brødbetyngede kvinde med de mange forliste forhold bag sig at mærke, da han tilbød hende at drikke af kilden til nyt liv. Det fik det lille barn at mærke, som han satte i midten blandt de lærde og sagde, at de skulle blive som et barn for at gøre sig håb om, at finde ind i Guds riget.

Himlen blev ved ham nærværende på jorden. Så døde han og så opstod han og bragte frelse og liv til den, som tror ham.

De første kristnes liv og levnede kan man læse om i skrifter fra de første århundreder. Der var blandt andet en rig kvinde ved navn Melania. Hun boede et dejligt sted ud til kysten nær Rom og kunne svømme i sit bassin med udsigt til havet og med skoven som baggrund. Det var blot en af hendes overdådige ejendomsbesiddelser. Hun havde mange andre besiddelser sammen med sin mand så langt væk som i Afrika. Men rigdommen blev kedelig for hende og da hun blev grebet af det kristne budskab, om kærlighed og det Guds rige, som Kristus kom med og som vi er kaldet til at gå med, begyndte hun at sælge ud af sine ejendomsbesiddelser og give til opbygning af kirker og klostre. Her kunne fattige og syge komme og finde pleje og helse. Hun gik over i historien, som et menneske der fulgte Jesu befaling om, at være i færd med at tjene og gøre det gode.

Hun levede i en overdådig tid og var rig, men vi lever også i en overdådig tid og måske er vi rige, måske ikke, men altid rige på en eller anden måde, fordi vi alle har fået om ikke andet, så livet og opgaven at leve det.

Man kan være træt og udslidt og uden overskud til det store, men alligevel er der lidt af det Guds rige, som er os givet, vi kan bringe videre. I måden vi taler til hinanden på, i vores opmærksomhed for andre, i den måde vi tager imod vores daglige måltid, spiser vi det bare i al hast foran fjersynet eller sætter vi os og siger tak for det. Vågner vi til en ny dag i taknemlighed over, at vi også fik den med eller tænker vi straks på alle de sure opgaver, som ligger foran os. Det er disse små ting, som gør den store forskel.

Jesus siger: har vi fået meget, desto mere forlanges af os. Der er altså et kald til os i livet om at virke og yde med det vi har fået. Jesus kræver ikke ud over vores evner. Han holdt selv sine pauser og må også have gået forbi nogle. Han var menneske som os, men han lyste også og udpegede en ny måde at være menneske på, hvor det ikke handler om, hvorledes det kan blive mest behageligt eller mageligt eller hvorledes jeg kan skaffe mest til mig selv.

Øjet for medmennesket er centralt.

Du skal elske din næste som dig selv. Du skal sætte dig i din næstes sted.

Nu er plejehjemssagen bragt op og hver især må vi spørge os selv, hvorledes behandler vi hinanden? Er det med værdighed og respekt? Er det med kærlighed og omsorg? Er det i tro til, at der er noget, som er større end penge og mig?

I dåben sættes vi ind under Guds Herredømme. Vi står til ansvar for vort liv, men vi har også fået en Herre, som kalder til næstekærlighed og samtidig selv viser barmhjertighed. Han giver os nye kræfter til at bringe lysets rige midt iblandt os.
Amen.
Sognepræst Susanne Holst

Hvorfor lade sit barn døbe?

Dåbsprocenten er faldet på landsplan. Forældre, som ikke lader deres børn døbe argumenterer med, at de synes barnet selv skal vælge, når det bliver voksent. Det er ikke et aktivt fravalg af troen, men et tilvalg af barnet som selvstændigt individ, der er den primære årsag til, at forældrene fravælger dåben.

På den måde kan man sige, at det ligger helt i tråd med vores øvrige måde at forholde os til livet og eksistensen på. Vi vil gerne selv tage vores valg for livet og har en tro på at ved at vælge alt selv, så får vi en bedre pakke, end ved at indgå i en tradition og dét tidligere genrationer har valgt.
Det er næsten blevet et mantra, at man skal mærke efter i sig selv – underforstået, at dér ligger sandheden. Men det er ikke sikkert, at det at vælge sammenhængen og traditionen fra er det rigtige.

Den historiske, slægtsmæssige og religiøse sammenhæng er vigtigere, end vi lige vil være ved. Det er hårdt at stå ude i det åbne land alene og hele tiden selv skulle vælge alting og stå inde for det. Der er en stor lettelse i at træde i andres fodspor og der er også en stor styrke i, at have en hel tradition og slægt med sig.

Når vi står til dåb med et lille barn, er slægten og familien samlet. Vi træder som forældre ind i en sammenhæng, hvor vores forfædre også stod med deres børn. Vi træder ind i en tro, som knytter bagud til de tidligere slægter før os og til en tro, som har formet vores liv og vores samfund.

Ved dåben knyttes der faddere til barnet. Man vedkender sig som forældre, at der er brug for, at der nogen som bærer med på den her fantastiske gave som det lille barn er. Der er andre, der får til opgave sammen med én at opdrage barnet i alt det væsentlige i livet; værdier, tro, håb og kærlighed. Et barn er båret af mere end det at få mad og tøj, lære at spise og sove osv. Mange slægter før os har haft brug for at få Gud knyttet på den store opgave som et barn er og at høre, at Jesus vil være med barnet alle dage til verdens ende og at Hans evige liv nu også er barnets.

Når et barn døbes beder hele menigheden med på barnets bøn, Fadervor. Altså her er barnet ikke bare i en slægts sammenhæng men også en trossammenhæng. Barn og forældre er ikke alene, men er føjet ind en række af mennesker, som tror sammen med os på livets Gud. Det fælles Fadervor knytter sammen med sogn og de fra sognet, som sidder på bænken den dag ens barn døbes.

I dag tror vi, at vi selv skal opfinde vores historie, vores tradition, dem vi vil være sammen med, vores tro, vores værdier m.m. Det gør selv den bedst træt og stresset, som et tungt åg, der hviler på skuldrene af én. Hvorfor ikke lytte til Jesu råd om at tage hans åg på sig. Hans åg er troen, hvor man i ydmyghed giver sig over til livet og det, som er større end en selv. Hvad så større? Det er Gud med hans kærlighed og løfter.

For tiden er der en one liner som kører på nettet. Den hedder ”It takes at village to raise a child” – ”Der er en hel landsby om et barns opvækst”. Det er jo sådan det er! Vi tror som forældre, at vi kan tage alle de rigtige beslutninger for vores barn, men glemmer alle dem omkring os, som kan hjælpe os med at bære. Her er kirken også en kraft, som hjælper forældre med at bære! Du er ikke alene om ansvaret. Gud bærer med og det har slægter før dig sandet er rigtigt og godt.

 Sognepræst, Susanne Holst

Hvad har nadver med Asterix og Obelix at gøre?

Da jeg skulle gøre begribeligt for 350 konfirmander, hvad nadveren er og gør, greb jeg til tegneserien Asterix og Obelix.

De fleste kender tegneserien, hvor Obelix er stor og stærk, fordi han faldt i trylledrikken som lille. Vennen Asterix er lille og ikke særlig stærk, men hver gang de skal ud at kæmpe mod deres fjender, romerne, så får Asterix lidt af trylledrikken og bliver stærk som Obelix. Dog får han så lidt trylledrik, at han må skynde sig hjem, når trylledrikken mister sin kraft og han bliver svag igen.

Jesus tog den sidste aften før sin korsfæstelse brødet og vinen og delte det med disciplene og sagde, at sådan skulle han deles for dem næste dag. Derpå sagde han, ”her efterdags når I kommer sammen om mig så del brødet og vinen med hinanden”. Derfor om søndagen, når vi kommer sammen om ham, så deler vi brødet og vinen.

Men, hvad gør nadveren? Ja, her er det, at tegneserien kan komme os til hjælp. For nadveren er ikke en trylledrik, men Jesus har lagt sig selv i brødet og vinen og når vi tager det, så får vi noget af hans kraft i os.

Hvad er det for en kraft?

Jo, alle mennesker tænker på sig selv. Hvis vi er sammen med et menneske, som kun tænker på sig selv, så er det ikke særligt rart. Jesus kom for at lære os at tænke på hinanden, være omsorgsfulde mennesker, der kan tage hensyn. At blive sådanne mennesker, kan vi ikke af os selv. Det kræver Guds kraft.

Ligesom Asterix må have lidt trylledrik til kampen mod fjenderne, må vi have nadveren til kampen med os selv. Vi kan ikke sige, ”jeg har taget nadveren en gang for alle” – som Obelix – nej, vi må gå hen og få den igen og igen.

Jesus har indstiftet nadveren og givet os den som et middel til hjælp mod alt ondt og til styrkelse og til tilgivelse i vores liv. Derfor giver det mening at gå til nadver.

Sognepræst Susanne Holst

En mærkelig tid

Gud og Fanden sidder med deres hænder på jordkloden. Fanden siger, ”Nå så fik vi da endelig lukket de kirker”, hvortil Gud siger, ”Ja, men desto flere blev åbnet derhjemme i hjemmene”.

Denne vittighed så jeg for nylig på facebook. Den rummer en vis sandhed. Det onde kan ved mangen en lejlighed se ud til at sejre, men Gud har fat i den lange ende.

Meget dårligt kan siges om Covid-19 og dens følgevirkninger. For mange er det en hård tid med isolation ikke mindst for børn, de unge, de, som bor alene og de ældre. Det er også en økonomisk lussing for samfund, selvstændige og de, som er blevet arbejdsløse.  For nogle har det sygdom og død til følge. Det er omfangsrigt og alvorligt.

Vi har ikke kunnet holde påske i vores kirker i år, men har set gudstjenester på tv og hørt fra radio. Påskebudskabet er, at det onde ved mangen en lejlighed kan se ud til at sejre, men ikke vil gøre det. Jesus vandt sejr over ondskaben, synden og døden. Det er påskens evangelium.

Når vi holder dåb, så gentager vi den tro ved at døbe barnet eller den voksne til et liv med opstandelse, tilgivelse og løfte om altid, at blive fundet i fortabelsen. For Gud siger i dåben; ”Se jeg er med dig alle dage til verdens ende”.

Mange stiller sig selv spørgsmål til, hvordan dette kunne ske med en pandemi, så omfangsrig og alvorlig. Som kristen må vi spørge er det vores grådighed, som nu slås tilbage? Er det Guds måde at bruge noget ondt til noget godt, så vi igen husker på det vigtige; at passe på vores jord?

I en skærmtid glemmer vi let, at det kropslige fællesskab, hvor vi kan se og røre ved hinanden ikke er uvæsentligt. Betydningen af dette, er vi nu blevet mindet om. Ligesom vi også er blevet opmærksomme på, det lille fællesskab – familien. Den er central og skal fungere, for det er her, vi henter kræfterne til det udenfor.

Naturen, som vi næsten havde glemt i den it-tid, vi lever i, viser sig nu, at blive det rum, hvor vi kan trække vejret og hente glæder. Vi bliver på en måde opmærksom på dens betydning og aldrig har folks haver været så fine - næsten som i min barndomstid, hvor man arbejdede hjemme. Nåde var det, at isolationen blev i foråret, hvor der trods alt er meget at glæde sig over for enhver, nu hvor det vokser og gror.

Vi savner vores fælles gudstjenester med lovsang, prædiken og nadver. Men som Gud siger i vittigheden ovenfor; Vi skal huske, at vi kan være kirke derhjemme. Martin Luther mente, at den største gudstjeneste var den man holdt der hjemme i familien ved at læse et bibelstykke, bede Fadervor og sige sin trosbekendelse. Det er noget vi alle kan gøre. Om ikke andet kan vi være med i morgenandagten fra Domkirken i København. Kirke er ikke kun vores bygninger, men også hver og ens egen bøn, lovsang og glæde ind for Gud og hinanden. At være kirke for hinanden, er der mange opløftende eksempler på i denne tid. Mette Frederiksen kalder det at vise samfundssind, når vi ofrer noget for hinanden ved at tage hensyn og vise omtanke på så uendelig mange måder for det store fællesskabs skyld. Desværre kan vi altid komme i tanke om de modsatte eksempler, det glæder Fanden, men husk det gode har vundet over det onde og vil gøre det igen og igen indtil Guds rige endeligt bryder frem.

Sognepræst Susanne Holst