Denne beskrivelse af Sanderum kirkes historie er baseret på en tekst, som cand. mag. Jane Kjærgaard Andresen i 1999 udarbejdede for menighedsrådet. 
 
Kirkebygningen 
 
Sanderum kirke er på flere måder en enestående kirke, dels i henseende til sin størrelse, dels med hensyn til sin kunstneriske udsmykning. Kirkens kalkmalerier spænder tidsmæssigt både over romanske og gotiske malerier, og kirken rummer som én af de ganske få fynske kirker apsismalerier. Altertavlen af Claus Berg er sandsynligvis et forarbejde til den store altertavle i Odense domkirke, Skt. Knuds kirke, og ligesom denne et mesterværk i særklasse.
 
Apsis og kor 
 
Den nuværende kirkes ældste kerne består af romansk apsis, kor og skib opført omkring år 1200 af tilhuggede granitkvadre. Betragter man kirken udvendig ser man, at apsis og kor er opført på en tre skifter høj, ualmindelig rigt og kraftigt profileret sokkel. I korets nordside sidder kirkens eneste intakte romanske vindue. Et nu tilmuret romansk vindue anes i sydsiden af apsis og et tilsvarende i nordsiden. Rester af en romansk vinduesudsmykning ses i apsidens østvindue. Karmstenen  viser en liggende drage og vinrankeslyng. Tidligere prydede også kirkens skytshelgen ærkeenglen Mikael karmstenen, som viste Mikaels berømte kamp med dragen. Dette  motiv er imidlertid i nyere tid blevet stærkt beskadiget ved indsættelse af et større apsisvindue. 
 
 
Hvor apsis- og korfundamentet mødes i nordsiden ses en  uregelmæssig afslutning med to skråtstillede granitsten. En hulning bag disse har nogle tydet som værende tegn på en underliggende  krypt. Ikke desto mindre skriver biskop Jacob Madsen under en visitats i 1590: (Der) Er et Kammer bag Alteret vnder den runde Afsett (apsis) ved Enden. (se herom senere). Dette er imidlertid aldrig blevet undersøgt. 
 
 
Bemærk i øvrigt den smukke fortanding i korets østgavl, som afslutter murværket lige over apsidens tagflade.
 
Skib
 
Skibet er opført af rå og kløvet kamp uden sokkel. I skibets nordside anes den tidligere norddørs placering, som  et afbræk i murværket under det nuværende vindue. Tilsvarende anes den gamle syddørs placering i murværkets brudte flade under vinduet i skibets sydside.
I senmiddelalderen ændres kirken, ved indbygning af tre hvælvinger i skibet og et i koret. Herved forhøjes murværket og samtidig opmures en ny kamtakket vestgavl i skibet med munkesten. Sidstnævnte bygningsdetalje ses tydelig i tårnrummet.
 
Tårn og våbenhus 
 
I senmiddelalderen opføres tårn og våbenhus samtidig. Ved denne lejlighed tilmures syddøren  og adgangen til kirken sker fra nu af gennem våbenhuset på tårnets sydside. Inde i våbenhuset er opsat en gravsten over Christoffer Bang, vicarius i Odense. Figurstenen er erhvervet fra Gråbrødre kirke i Odense efter dennes nedrivning.
 
 
I tårnets vestmur anes en nu tilmuret spidsbuet høj blænding. En næsten tilsvarende ses asymmetrisk placeret på tårnets nordside som et spring i murværket. Man har gættet på, at der her skulle have været en højtsiddende indgang. Sandsynligheden taler for dette, eftersom man i tårnrummet stadig har bevaret en smuk profileret dørniche. Denne dør måtte i så fald have været forbeholdt standspersoner, måske kirkeejeren, som ikke ønskede at benytte indgangen for lægfolket. Men en egentlig bygningshistorisk undersøgelse har ikke fundet sted. Ved tårnets vestside i hjørnet ved murpillen står stadig den gamle granitfod fra kirkens ældste døbefont.
 
 
Korsarme 
 
Ligeledes i senmiddelalderen udvides kirken med de to korsarme. Disse var antagelig tiltænkt en funktion som kapeller, og næppe opført samtidig, hvad  afvigelser i konstruktionen vidner om. Korsarmene har kamtakkede gavle med blændinger, hvoraf særlig den nordre påkalder sig opmærksomhed ved en smuk og særegen halvcirkelformet blænding.
 
Skriftlige kilder 
 
De ældste skriftlige efterretninger om Sanderum kirke har vi fra et testamente, som Niels Hamundsen i Husby på Vestfyn udfærdiger den  1. April 1295. Dette er overordentlig omfattende og giver indtryk af en meget velhavende mand, som nu ønsker at betrygge sit efterliv ved store donationer til forskellige fynske kirker og  klostre. En Skt. Mikkels kirke betænkes med to mark, idet der dog må tages forbehold, da der i Odenseområdet lå to Mikaelskirker, den ene i Sanderum, den anden Skt. Hans kirke i selve Odense by. Mikkelskirken nævnes i en opremsning af Odensekirker, så helt sikre kan vi altså ikke være.
Derimod hersker der ingen tvivl om den næste. Den 26. november 1464 nævnes Sanderum kirke således i de pavelige kopibøger i Vatikanet, hvor den står optegnet som: Ecclesia S. Michaelis in Sanderum.
I den ældste kristne tid spillede ærkeenglen Mikael en stor rolle. Det fremgår bl.a. af Njals saga, hvor en mand  lader sig døbe, efter at præsten har forsikret ham om, at han vil få Mikael til følgeengel. På en bornholmsk runesten, kaldet Klemensker 4, optræder Mikael således også. På stenen står: Ølak lod rejse denne sten efter sin fader Sasser, en velbyrdig bonde. Gud og Skt. Mikkel hjælpe hans sjæl.
I middelalderen tænkte man sig, at et menneskes liv efter døden blev vejet med de gode gerninger i én vægtskål og de onde i en anden, og at Mikael holder vægten. Hvis man derfor på forhånd havde allieret sig med Mikael, havde man gjort hvad man kunne for at betrygge sin situation. Det er præcis dette billede af sjælevejningen som er gengivet bagpå én af altertavlens fløje.
I Odense Bys Historie bind 1 omtaler lektor Tore Nyberg, Odense Universitet, bl.a. at Mikaelskultens centrum var det mægtige kloster Mont-Saint-Michel ud for Normandiets kyst. Der har nordboerne, ikke mindst vikingerne, kunnet lære kulten at kende og måske derfra bragt den med sig til Danmark i den første kristne tid.
Biskop Jacob Madsen har på en visitatsrejse i 1590 bl.a. skrevet om Sanderum kirke:
 Anselig Kirke, en Korskerke; meste Parten tackt met Bly, Tornet med Tegel. Huald, (hvælvinger) 3 store huellinger offuer Kerken, 1 offuer Koret. Vaabenhusset forfallit på Taget.  Sackresti bag Choret trind. En herlige vdgraffuet (udskåret) forgylt Taffle om Christi Pine oc Død oc Opstandelse. 2 Cloker. Alle Bøger. Er et Kammer bag alteret vnder den runde Afsett ved Enden. Kirken ved god heffd. (i god stand)
2 Alterer i Korskerken met Taffler paa; skal nederbrydis (den ene nederbrot, jeg var dér 1600 Apr. 13)

Inventar 
 
1. Alterbordet 
 
Kirkens alterbord er dækket af en alterdug, hvoraf kirken råder over adskillige, som er givet af forskellige anonyme givere. Den smukke håndkniplede blonde, som kanter alterdugen er ligeledes skænket anonymt.
Kirkens alter består af et middelalderligt alterbord opmuret i munkesten. I dette fandtes i august 1895, under reparation af altertavlen, en relikviekapsel i bly. Denne sendtes uåbnet til Nationalmuseet i København. Blykapslen, som er 2,3 cm høj, 4,6 cm lang og 3,0 cm bred, viste sig at indeholde en mængde små relikvier, som lå tæt sammenpresset, hver for sig omviklet med tøjstrimler og vedlagt sammenbøjede beskrevne pergamentstrimler. Efter denne første undersøgelse fandt man i blykapslen 15 relikvier og svarende hertil 15 pergamentstrimler, hvoraf de 14 kunne læses. Direktøren for Nationalmuseets historiske afdeling, Henry Petersen, tydede pergaments-indskrifterne, som stod i ejeform (genitiv). Helgennavne og titler var skrevet på latin, ofte som forkortelser.
Under rensning og omkonservering i 1975 har den tidligere landsarkivar Anne Riising i Odense genlæst pergamentstrimlerne. Ved denne lejlighed fremgik det, at der oprindelig snarere var tale om 16, idet der var 12 relikvier indpakket i rødt silkestof og fire indpakket i ufarvet silke. Anne Riisings læsning afviger på flere punkter fra Henry Petersens og gengives nedenfor sammen med denne, således som lektor Jens Vellev, Århus Universitet, har beskrevet det i ”Fynske Minder” fra 1975:
 
Henry Petersens gengivelse:
 Anne Riisings gengivelse:
1. St. Petrus Apostolus 1. sancti pet[ri] apostoli
2. Philippus Apostolus 2. sancti philippi apostoli
3. Maria Magdalena 3. sancte marie magdalene
4. Augustinus Episcopus 4. augustini episcopi
5. Martinus Episcopus 5. sancti martini episcopi (NB et u mangler)
6. Vincentius Episcopus 6. vincentii martiris
7. Seruacius Episcopus 7. sancti seruatii episcopi
8. Vilhelmus Abbas 8. sancti vilh[el]mi abbatis
9. Mauricius 9. sancti mauricii
10. Stephanus 10. sancti stephani prothomartiris
11. Fabius & Sebastianus 11. sancti [Seb]astiani
12. Osvaldus rex & martir 12. osvaldi [regis] et martiris
13. af de 11000 hellige jomfruer 13. 11000 sanctarum virginum
14. af Herrens Grav 14. de sepulcro domini
15. ?  15. sancti…ii
  16. sancti laurentii 11000 sanctarum virginum de innocentibus de ydriis
  17. lille stump med mulige svage spor af skrift. Ulæselig.
  18. lillebitte stump uden spor af skrift.
 
 
Altertavlens tilblivelse 
 
Altertavlens to bevægelige sidefløje stammer oprindelig fra en ca. 100 år ældre altertavle. Ifølge en restaureringsrapport fra 1972, hvor store dele af altertavlen var skilt ad, kan man tydeligt udskille 15 gamle figurer og én ny, nemlig figuren i venstre sidefløjs nederste række længst til højre. Af disse ældre figurer kan man yderligere skelne tre hold, som er udført med forskelligt håndelag og teknik. Hylder og snogitre i de bevægelige sidefløje er også ældre materiale, ligesom bagsiden, hvor store partier er forbrændt og ildskørnet ifølge konservator Jens Johansen.
Det er altså i ordets bedste betydning en rigtig genbrugstavle, som i dag fremtræder for beskueren.
 
Sidefløjene 
 
De 16 figurer i sidefløjene forestiller sandsynligvis apostlene, Kristus, Jomfru Maria i jordisk skikkelse og kronet som himmeldronning samt Gud Fader.
 
Kristusvenstre sidefløj øverste række nr. to fra venstre eller højre sidefløj øverste række nr. tre fra venstre.
 
Jomfru Maria kronet som himmeldronning: venstre sidefløj øverste række nr. tre fra venstre.
 
Gud Fadervenstre sidefløj øverste række yderst til højre.
 
Jomfru Maria i jordisk skikkelse: højre sidefløj øverste række nr. et fra venstre. På figurens arm- og håndstilling kan man se, at denne tidligere har holdt noget, sandsynligvis Jesusbarnet, selvom dette nu er bortkommet.
Når der ovenfor kan være diskussion om placeringen af Kristus hænger dette sammen med, at det ville være nærliggende at afbilde Kristus siddende ved siden af den himmelkronede jomfru Maria og Gud Fader. Denne figur ses da også som den eneste at have en særlig fornem hovedbeklædning. Men figuren i den højre sidefløjs øverste række med bægeret i hånden kunne også tænkes at være Kristus. Denne figur har væsentlig mere ungdommelige ansigtstræk, har ikke skæg og sidder med et bæger, en kalk, i den venstre hånd, som om han lige har velsignet denne. Imidlertid har kirkens tidligere sognepræst Christian Andersen ment at denne person måtte forestille apostlen Johannes. Ifølge legenden blev han tvunget til at drikke et bæger med gift, uden at dette dog gjorde ham nogen skade.
I venstre sidefløj ses i nederste række yderst til højre en skikkelse i voldsom bevægelse. Man har gættet på, at denne må være tilføjet på Claus Bergs værksted samtidig med tilblivelsen af den centrale del af altertavlen.
 
Altertavlens hovedfelt 
 
Det som fanger blikket er altertavlens midterparti indrammet af fire små sidefelter med scener fra Kristi lidelseshistorie. Disse forestiller:
1. Nederst til venstre: Pilatus vasker sine hænder. 
2. Øverst til venstre: Jesus segner under korset. 
3. Øverst til højre: Nedtagelsen fra korset. 
4. Nederst til højre: Opstandelsen.
Af disse er nedtagelsen fra korset og opstandelsen næsten helt identiske med to af domkirketavlens felter.
Det centrale motiv er korsfæstelsen. For at skabe fornemmelsen af at Golgata er et bjerg, har Claus Berg placeret Kristus allerøverst på tavlen og de øvrige personer på en slags hylder ved siden af og nedenunder. Omkring Kristus og de to korsfæstede røvere udspiller der sig mange mindre scener: soldater slås, en romersk soldat rækker en eddikesvamp op mod Jesus, en anden holder det spyd, der lige har gennemboret Jesu side, tilskuere gestikulerer for foden af korset, Jomfru Maria besvimer i favnen på apostlen Johannes, og midtfor nederst knæler en mørklødet mand med en hat i hånden, mens han med en finger i den ene mundvig vrænger af Jesus eller Jesu moder.
I middelalderens billedverden findes et skjult symbolsprog. Når en person som den ovennævnte er afbildet med sort hudfarve er dette udtryk for ondskab. På samme måde er personer gengivet i profil samt personer med legemlige skavanker altid lig med ondskab. Middelalderens kirkegængere vidste hvordan billederne skulle tydes, og kunne altså altid vide, hvem der var de gode og hvem der var de onde. Denne konvention går igen i kalkmaleriernes billedsprog.
Som et særligt raffinement, eller udtryk for denne tankegang, skal man lægge mærke til de to små figurer til venstre og højre for de korsfæstede røvere. Ud for underkroppen på figuren til højre ses en lille sort djævel med klumpfod, som bærer på en livløs barneskikkelse. Dette er den onde røver, som fornægtede Kristus. Tilsvarende ses ud for røveren til venstre en engel, som bærer et barn bort, der fromt folder sine hænder. Her er selvfølgelig tale om den gode røver, som angrede sine synder. De to børn symboliserer sandsynligvis røvernes sjæle, henholdsvis den fortabte og den frelste.
 
Altertavlens bagside 
 
Claus Bergs værksted i Odense var en mangesidig virksomhed. Claus Bergs tilnavn, Claus maler, var en betegnelse som man i Tyskland brugte om  lederen af et værksted for altertavler. Når man derfor i vore dage taler om, at Claus Berg har lavet dette eller hint, skal det altså tages med et vist forbehold. Med sig fra Tyskland havde han ikke mindre end 12 svende. Disse udgjorde kernen i den faste stab af specialiserede håndværkere, som bl.a. talte flere slags billedskærere, forskellige malere, smede og kistemagere. Kistemageren, fremstillede selve alterskabet og sørgede for at der blev valgt udsøgte og vellagrede træsorter, således at træet ikke slog revner og det færdige arbejde blev ødelagt.
En altertavle kan nemlig godt sammenlignes med et skab. Ved siden af midterpartiet sad hængslede og bevægelige sidefløje, som kunne lukkes sammen, på samme måde som man lukker et skab. Når disse var lukket, sad der bag de bevægelige sidefløje endnu et sæt fløje, som var faste. De faste fløje var bemalede på forsiden og de bevægelige bemalede på bagsiden, således at hele altertavlen i sammenlukket stand udgjorde et bemalet hele. Normalt var det nemlig sådan i middelalderen, at altertavlen kun stod åben ved de store højtider, men ellers var lukket. Altså lige omvendt af hvordan vi i nutiden er vant til at se altertavlen.
De store malerier på de faste sidefløje forestiller i nordsiden ærkeenglen Mikael som sjælevejer, i sydsiden Madonna med barnet. Mikael holder i venstre hånd en vægt med to vægtskåle. I den ene vægtskål sidder en lille mand med  fromt foldede hænder. I den anden sidder en lille sort djævel med horn i panden og forsøger at tynge vægtskålen ned. Mikaels attribut, sværdet, holder han løftet i højre hånd bag hovedet. Bag ham ses et ophængt draperi og et meget bjergrigt landskab.
Madonna står med Jesus på armen ligeledes foran et draperi, bag hvilket man aner et smukt landskab med bjerge, skove, floder og borge. Begge sidefløjes figurer er smukt udført og bærer kostbare, folderige dragter.
Ydersiden af de bevægelige fløje er ved et malet ornament tværs over midten opdelt i to malerier. Motivernes handling læses ovenfra og fra venstre mod højre.
Det øverste felt, som er meget beskadiget, viser nadverens indstiftelse. Man ser de tolv apostle sidde rundt om bordet. Heraf har de elleve glorie om hovedet. Den tolvte, i billedets forgrund til højre med rød kappe og mørkt krøllet hår og som mangler glorie, må være Judas. Ser man godt efter vil man bemærke, at den discipel, som Jesus holdt særligt af, nemlig Johannes, sidder med lukkede øjne og læner sig op ad Jesus. Af denne kan man kun skelne et stykke af en rød kappe, lidt hår og en slags forgyldt nagle, som stikker frem, hvor hovedet skulle have været. Samme slags ”nagler” ses i øvrigt på Jesusbarnet mellem hovedet og glorien i den  faste søndre sidefløj.
Det næste felt viser Getsemane have med de sovende disciple. Også her mangler størstedelen af Jesus. Kun rester af en rød kappeflig i billedets midte antyder den bedende Kristus. Indenfor i haven venter allerede en gruppe soldater med  spyd og hellebarder.
Det nederste felt forestiller tilfangetagelsen i Getsemane have. At man har opfattet haven rent bogstaveligt, ses derved, at hele Getsemane er indhegnet med et risgærde og forsynet med en låge. Dette optrin er bedre bevaret end de to foregående og rummer et væld af personer. I billedets centrum står Peter med en blodig sabel, idet han i sit forsøg på at forsvare Jesus, lige har hugget øret af ypperstepræstens tjener Malkus. Man ser Jesus, som har samlet øret op, og er i færd med at sætte det på igen. En soldat griber bagfra fat i Jesu kjortel, samtidig med at han sparker ham. Yderst til venstre i billedet ses Judas, stadig uden glorie og med  pengeposen med de tredive sølvmønter i hånden.
Det sidste billede viser piskningen. Jesus er bundet til en pæl og piskes af tre mænd, to med ris i hænderne, én med en slags krabask med piggede jernkugler. Også her er Jesu hoved forsynet med forgyldte nagler. I forgrunden er to soldater i færd med at binde nye ris til afløsning for de brugte. Overalt på gulvet ses stumper af de sønderslåede ris. I et lokale ved siden af ses fortsættelsen af Jesu pinsler. Her er to personer i færd med at trykke tornekronen fast på hovedet med en stang, mens en tredje rækker tunge.
Når man samlet betragter de fire malede fløje, bemærker man en tydelig forskel i måden at gengive figurerne på. Ærkeenglen Mikael og Jomfru Maria er tilsyneladende malet i en lidt anden stil. Kunsthistorikeren Ulla Haastrup har foreslået at der måske har været flere malere om arbejdet med de fine billeder, mens de grove og lidt plumpe personer på de bevægelige fløje er malet af andre malere, som kun i perioder var tilknyttet Claus Bergs værksted.
 
3. Predellaen 
 
Predellaen betegner det fodstykke, som sidder under altertavlen. Heri ses i midten et lille gitter. I rummet bagved, kaldet monstransskabet, opbevarede man i katolsk tid kirkens hellige kar, alterkalken med vin og oblatæsken med alterbrød. Indvendig er skabet blåmalet og tæt besat med stjerner.
 
4. Altersølvet
 
Kirkesølvet, som foruden kalk og oblatæske også rummer en lille flad sølvtallerken, kaldet en disk og en sølvske opbevares til dagligt i en bankboks. Alterkalken er skænket til kirken i 1664 og bærer indskriften: Anno 1664 PASKE Foræret Iacob Andersen i Stoer Hesbierg Denne Kalck och Disk til SANDRVM Kierck (TILL GVDS TIENESTE FORRETTELSE). Oblatæsken er en rund sølvæske, som bruges til opbevaring af alterbrødet. Den er prydet med et slynget blomsterrankemotiv og har på låget indgraveret bogstaverne: B·M·V·B og årstallet 1682 og er udsmykket med et lignende blomstermotiv. I bunden står under flg. vers: Sanderum Kirche Frue Majorinne CHAMS von Bar forærte Dette Gud hende i sit Schiuel og opsicht altid sette Vel-ædle Her Major gid det saa lÿcklig gaar At Hand Maa blifve snar til General Major 16 JP 82.
Til kirken har oprindelig hørt en smuk gammel dåbskande af tin. Denne skænkedes til Møntergården i Odense af den tidligere kirkeejer kammerherre, cand. jur. Christian Frederik Otto Benzon, Kristiansdal. Kanden er 16,5 cm høj, med en stor hank og et låg med hvælvet midtparti. På bugen er indgraveret et kronet F 4 og Sandervm: Kiercke: ANNO: 1728. I låget er stemplet en Odenselilje og C P S samt årstallet 1725.
Alterstagerne er i sengotisk form og fra sidste halvdel af 1500-tallet.
 
5. Døbefonten 
 
Kirkens font er unggotisk, fra anden halvdel af 1200-tallet og udført i gotlandsk kalksten. Kummen prydes af 17 arkader med trepasformede, spidse buer, i hvis hjørner er anbragt masker og rosetter i vilkårlig orden. Det nuværende dåbsfad og kande i messing er nyt og står kun fremme til daglig. Det gamle fad bruges ved dåbshandlinger. I kummens retkantede overrand er indridset nogle initialer, hvoraf det ældste og tydeligste ses som tre sammenslyngede bogstaver – NHS?
 
6. Prædikestolen 
 
Prædikestolen er et renæssancearbejde fra 1631 med dobbelte hjørnesøjler og portalfelter, hvori man ser Kristus og de fire evangelister, som er malet hver med en bog i hånden og med hver deres symboler. Længst ind mod korbuen ses Matthæus med et menneske, Markus med en løve,  Kristus med en jordkugle i hånden og indskriften SALVATOR MUNDI (verdens frelser), Lukas med en okse og Johannes med en ørn.
 
7. Kalkmalerierne 
 
Sanderum kirkes kalkmalerier repræsenterer to faser, dels den senromanske, dels den sengotiske.
 
De senromanske kalkmalerier i koret 1175-1275 er malet på korets nordvæg og består af to større vandrette hovedfriser med figurscener afsluttet foroven af en smal frise med arkader, som omslutter en række mænd i halvfigur. Disse kan tænkes at være gammeltestamentlige profeter. Karakteristisk for disse ældste billeder er, at de i modsætning til de gotiske i hvælvene er malet på farvet baggrund og med alle dele af billederne farvelagt.
 
Den øverste hovedfrise er udlagt lidt forskelligt.
Én tolkning vil vide, at det er Ruth og Boas ved byporten. I midten Boas på dødslejet med hånden udstrakt mod Ruth, der med udslået hår sidder sørgende ved sygelejet.
En anden tolkning er fremsat af kunsthistoriker Karen Sorgenfrey. Hun hæfter sig især ved, at kvinden ved siden af den liggende mand har udslået hår. Det ville iflg. de middelalderlige konventioner være utænkeligt at vise en gift kvinde med udslået hår, således som netop denne kvinde har.
På grund af denne detalje, menes Ruth at være udelukket. Derimod foreslås tjenestekvinden Abisjag fra 1. Kongebog 1,1-4. Heri berettes om den gamle kong David, som ikke kunne blive varm, skønt man dækkede ham med tæpper. Man hidkaldte derfor en ung pige, som skulle bringe kongen lidt varme ved at ligge hos ham ”…men kongen havde ikke Omgang med hende”.
En tredje tolkning er fremsat af kunsthistorikeren, mag. art. Ulla Haastrup, som tolker den samme scene som Maria og Elisabeth, der møder hinanden ved byporten. I midten gengives fødslen i Bethlehem. Maria strækker hånden ud mod Josef, der sidder i dybe tanker med hånden under hovedet. Yderst til højre mod øst ses forkyndelsen for hyrderne. En engel står ved siden af nogle dyr. Resten af scenen er ødelagt af det senere indmurede hvælv.
Ulla Haastrup, som har fremført denne tolkning hæfter sig bl.a. ved at ingen har omtalt den krybbelignende genstand ved Marias hoved. Denne findes gengivet på tilsvarende måde i flere kirker på Møn.
 
I den nederste hovedfrise ses til højre for vinduet Mirjams udvisning af spejdernes lejr (4. Mos. 12,14). Denne begivenhed sker umiddelbart inden udsendelsen af spejderne til Kana’ans land. Moses udvalgte én mand af hver af de tolv stammer heriblandt Josua og Kaleb (4. Mos. 13,2-13,16). Disse to vendte som de eneste tilbage med den store drueklase. Karen Sorgenfrey  skriver i Danske Kalkmalerier, at motivet med drueklasen er yderst sjældent. Foruden i Sanderum findes det kun i Tirsted og Bellinge. ”Udenlandske fremstillinger af  spejderne med drueklasen viser ofte bærerne iført typiske spidspuldede jødehatte, i nogle tilfælde kun den forreste bærer. Det udlægges således: Drueklasen er et symbol på Kristus. Den forreste bærer, som vender  ryggen til drueklasen, repræsenterer jødedommen, som vendte sandheden ryggen. Den bageste bærer, som vender ansigtet mod drueklasen, er et sindbillede på hedenskabet, som ønskede at modtage Kristus, dvs. dåben, som motivet herved bliver et symbol på. En manuskriptillustration fra 1100-tallet viser to mænd i  korte dragter og uden jødehat – som i Sanderum – bærende på en stor drueklase, i hvis midte er indføjet et kors. Korset mangler i Sanderum, men drueklasen skal sikkert også her tolkes som et symbol på Kristi offerdød. Motivet er anbragt mod øst helt oppe ved alteret og skal ses i relation til messeofferet, hvor brødet forvandles til Kristi legeme og vinen til Kristi blod”.
I vinduets smige nedenunder ses mod vest Kain og Abels offer - nu næsten utydelige - mod øst Abraham med sjælene i sit skød, i toppen en engel.
 
De senromanske kalkmalerier i apsis er normalt ikke tilgængelige, da disse befinder sig i lukket område.
I hvælvingen er fremstillet en Kristus som Majestas Domini, den ophøjede Herre og Frelser på den himmelske trone og omgivet af evangelistsymboler i runde felter og svævende engle. Kristusfiguren er af vældigt format sammenlignet med de øvrige, men kun halvdelen er bevaret. I nordre side tre tilbedende kvinder med glorier.
Nedenunder en frise med siddende apostle, der rækker deres bøger op mod Kristus. Længst mod nord står en biskop med en lav hvid mitra og krumstav, men uden glorie, måske et stifterbillede. Ved siden af dette et indvielseskors fra gotisk tid.
I apsidens østvindue en palmettebort rundt om smigens kant.
 
De sengotiske kalkmalerier i korets hvælving 1500-1536 viser følgende:
Sydkappen: Jesus piskes
Vestkappen: Jesus for Pilatus
Nordkappen: Jesus tornekrones
Østkappen: Bespottelsen
I de fire optrin på korets hvælv findes flere detaljer, der synes som taget fra en dramatisk opførelse. Man ser en udpenslet fremstilling af, hvordan bødlerne binder nye ris til piskningen. Under en opførelse i kirken var det en fin idé, at man demonstrerede, hvor meget Kristus blev pisket, ved at lade flere skuespillere lave nye ris, når de gamle var brugt op. Denne visuelle forklaring på Kristi brutale piskning bruges også i Gislev kirkes kalkmalerier. I tornekroningsmotivet ses en knælende spotter, som svinger sin hat med fjer, i stedet for at give Kristus isopstænglen til scepter (Matt. 27,29), mens han spottende siger: ”Ave rex judeorum, judeorum” (Hil dig, jødernes konge, jødernes). Det virker her som om hatten er en gengivelse af en særlig rekvisit i et passionsspil.
For at pine Kristus endnu mere river soldaterne kappen af hans blodige krop inden korsbæringen. Sårskorperne fra piskningen springer derved af, og han bløder på ny. På den store altertavle fra Fåborg kirke, ses dette motiv på de malede fløje. Men det er ikke almindeligt i kalkmalerierne. Dog genfinder vi altså motivet her. I tyske passionsspil er det en fast episode.
 
De sengotiske kalkmalerier i skibet forestiller Den hellige Familie og er ifølge Ulla Haastrup malet omkring 1525. I midten sidder på en tronbænk en meget stor Skt. Anna, som lægger armen omkring Jomfru Maria, der har Jesusbarnet på skødet. Anna rækker en blomst eller en frugt til Jesus.

To andre grupper er centreret omkring hver sin glorieprydede kvinde. Begge kvinder bærer hovedtøj, karakteristisk for gifte kvinder.
Gruppen mod syd forestiller Skt. Annas datter Maria Cleofas med sin mand Alfæus stående bagved. Omkring dem de fire sønner Judas, Jacob den yngre, Josef og Simon. Nederst i den sydlige svikkel sidder en kvinde med udslået hår og læser i en bog foran et vindue. Dette forestiller sandsynligvis Maria bebudelse.
Gruppen mod nord forestiller den anden af Marias halvsøstre, Maria Salome sammen med sin mand Zebedæus. Ved siden af og nedenfor ses deres to sønner Evangelisten Johannes og Jakob den Ældre. Ifølge traditionen var det Maria Salome, som på afstand overværede korsfæstelsen og som sammen med Maria Magdalene og Maria Jakobs moder købte vellugtende salver inden de gik ud til Jesu grav (Mar. 16,1). Man kan undre sig over, hvor Jomfru Marias mand Josef er blevet af. Det er sandsynligvis ham, som er blevet anbragt i den nordre svikkel i en sovende stilling med hånden under hovedet.
Disse malerier har tidligere været overkalket tillige med malerier i de øvrige tre hvælvingskapper, men blev afdækket i 1881. Kun den hellige familie fik lov at forblive. De øvrige billeder forestillede:
Østkappen: Dommedagsfremstilling
Nordkappen: Paradis
Sydkappen: Helvede
De ovennævnte billeder blev antagelig atter overkalket fordi man i samtiden fandt dem for anstødelige.
Allernederst i skibets nordside ses et indvielseskors magen til det i apsis.
 
De sengotiske kalkmalerier i korbuen
 
I nord ses Skt. Kristoffer med Jesusbarnet på skulderen og en udsprunget stav i hånden. Ifølge legenden var Kristoffer en landevejsrøver, som blev omvendt af en from eremit og sonede sine synder ved at hjælpe folk over et vadested. En aften kom en lille dreng og bad om at blive hjulpet over. Vægten af barnet var imidlertid ved at tvinge den stærke mand i knæ. Den næste morgen havde Kristoffers stav skudt friske blade. Navnet Kristoffer betyder ”Kristus-bærer”, og hentyder til at det var Jesusbarnet, som blev båret over. Kristoffer beskyttede små børn og vejfarende og afbildes med Jesusbarnet på skulderen og staven med friske kviste i hånden. Hans helgendag er den 25/7.
I syd står Skt. Jørgen eller Skt. Georg, som han også kaldes. Skt. Jørgen er skytshelgen for England, for soldater og for drengespejdere. Ifølge legenden led han martyrdøden under kejser Diokletian i 303. Myten om ham som dragedræberen, der borer sit spyd gennem dragen er en sen middelalderlig tilføjelse. Skt. Jørgen afbildes normalt til hest med et spyd eller en lanse og et våbenskjold med kors, oftest rødt i hvidt felt. Hans helgendag er den 23/4.
Muligvis er Skt. Jørgen blevet forvekslet med ærkeenglen Mikael, som kirken er indviet til. Som ærkeengel fører han sjælene fra dødsriget til dommen, hvor han vejer sjælenes gode og onde gerninger. Som englenes anfører er det ham der besejrer dragen (Åb. 12,7-9). Afbildes som sjælevejende eller dragedræbende. Som dragedræbende kendes han fra Skt. Jørgen ved at have vinger, være til fods og bære et sværd. Ærefrygten for ærkeenglen Mikael blev stærkt øget ved det syn af ham, som siges at være set i Monte Gargano i Syditalien mellem 492 og 496. Dette gav sikkert anledning til legenden om et lignende syn på Mont Saint Michel i Frankrig.
Også historien om pave Gregor I gjorde et stort indtryk. Under en pestepidemi i Rom så han ærkeenglen stikke sit sværd i skeden oven over Hadrians mausolæum, det nuværende Engelsborg, hvorefter epidemien stoppede. Ærkeenglen Mikael blev æret som anfører for himlens hærskare og beskytter af kristne i almindelighed og af soldater i særdeleshed. I Østen blev han tillige anset som beskytter af de syge. Hans festdag er 29/9.
 
8. kirkens orgel 
 
Kirkens orgel er bygget af den velanskrevne orgelbygger Demant fra Dalum ved Odense. Orglet var oprindelig på seks stemmer, men i 1978 tilføjedes yderligere to stemmer samt et pedalværk. Orgelet er en gave fra den tidligere kirkeejer, kammerherre Christian Frederik Otto Benzon, Kristiansdal, det tidligere Dalum Kloster. På orgelfacaden ses flg. indskrift:
Halvhundred Aar Gud gav vor ædle Benzon og hans Mage 
I lye af huuslig Lykke Livets bedste Fryd at smage 
Derfor han dette Orgel gav, at paa dets klare Tone 
Guldbryllupsparrets Tak maa løftes op mod Naadens Trone 
Anno 1861, den 25 November.
 
9. klokker 
 
Sanderum kirke har tre klokker, hvoraf dog kun de to er i brug. Den ældste klokke er ifølge en indberetning til Nationalmuseet i 1891 støbt i 1482 af Per Hansen, Flensborg. Dette er ti år tidligere end de ellers tilgængelige kilder nævner. Den har ifølge samme indberetning fra 1891 følgende indskrift:
Aar efter gus birv MCDXCII guth til lof och jomfru Maria och alle gus helgen och her sente Mikkel engel; tenne kloke vor stosth den tid mester Klavs Andersen vor prier i dalvm, her Hans Nilsen sogenpræst och Iver Olufsen, Guth give hans sel nade. Mester Per Hansön disse kloker stopte. Help Jesus Maria.
Resten af indskriften er ulæselig. På den ene side er afbildet Gud Fader, der holder krucifikset, hvorover duen svæver. På den anden side Kristus på korset og to stående figurer, den ene en kvinde, med hænderne over kors på brystet, den anden med en mand med en pung (Maria og Johannes)?
Da den gamle klokke revnede blev den taget ned, og den 17. februar 1985 blev den ny taget i brug.
Øverst på denne står følgende indskrift:
ÅR 1984 STØBTES DENNE KLOKKE AF EIISBOUTS I ASTEN I HOLLAND TIL SANDERUM KIRKE SOM AFLØSNING FOR KLOKKE FRA 1492·
Over indskriften findes hele vejen rundt en gentaget frise visende de hellige tre konger hver med en gave i den udstrakte hånd, dernæst en stjerne og Josef og Maria med barnet samt en okse ved deres fødder.
Herunder en figurfrise visende to dansende personer med oprakte hænder og to mænd, en stående bøjet over en siddende.
Mod vest ses på klokkens korpus indskriften:
HERRENS NAVN VÆRE LOVET FRA NU OG TIL EVIG TID.
Mod øst, ligeledes på korpus, indskriften:
KLOKKENS TONER PRISER VOR FORSONER.
Den mindste af klokkerne bærer følgende indskrift:
KORDT · KLEIMAN · AVS · LVBEK · HAT · MICH · GEGOSSEN ·
ANNO 1639 M ·

 

Kort historisk oversigt:

År               
Ca. 1150Apsis, kor og skib bygges af tilhuggede granitkvadre. Stilen er romansk med små højtsiddende vinduer. Kirken indvies til ærkeenglen Mikael
Ca. 1175-1275De senromanske kalkmalerier i apsis og kor males.
Ca. 1275Kirkens granitfont erstattes af en unggotisk kalkstensfont, importeret fra Gotland.
1295En Skt. Mikkels kirke omtales i Niels Hamundsens testamente fra 1. April 1295. Kirken betænkes med to mark. Sanderum kirke?
1492Kirkens ældste klokke støbes af mester Per Hansen i Flensborg.
26. nov. 1464Sanderum kirke omtales i de pavelige kopibøger i Vatikanet som: Ecclesia S. Michaelis Sanderum.
SenmiddelalderSkib og kor får hvælvinger. Samtidig forhøjes murene. Skibets vestmur nymures i tegl og får kamtakker. Tårn og våbenhus opføres samtidig. Den gamle syddør tilmures. Kirken udvides med to korsarme.
Ca. 1515En ældre altertavle erstattes af en sengotisk firfløjet altertavle fra Claus Bergs værksted i Odense.
Ca. 1500-1536De sengotiske kalkmalerier i korets og skibets østligste hvælvinger udføres
Ca. 1550-1600De nuværende sengotiske alterstager opstilles. Giveren ukendt.
29. dec. 1590Den fynske biskop Jacob Madsen foretager visitats i Sanderum kirke.
13. april 1600Biskop Jacob Madsen atter på visitats i Sanderum Kirke.
1631Prædikestolen i renæssancestil opsættes.
1639Kirkens anden klokke støbes af mester Kordt Kleimann i Lübeck og ophænges.
1664Kirkens disk og kalk i sølv foræres i påsken af Jacob Andersen i Store Hæsbjerg.
1728Alterkande i tin med indgraveret F 4 Sadervm Kiercke Anno 1728 foræres anonymt.
25. nov. 1861Kirkeejer og kammerherre Christian Frederik Otto Benzon forærer kirken et orgel.
22. aug. 1895Relikviekapsel fundet i alterbordet.
1913Kirken overgår til selveje.
1929Et pilgrimsmærke, en Jakobsmusling findes i en middelalderlig grav på kirkegården.
1985En ny klokke ophænges i tårnet til erstatning for klokken fra 1492.
1998Antependium.